Bedemand i København

Giv din kære en unik afsked

Landsdækkende service – åbent 24 timer i døgnet

Bisættelse, begravelse og borgerlig afskedsceremoni

Det eneste vi ”plejer” er de pårørende

Billede af Naja May

Naja Genet May, ejer, leder og bedekvinde

Læs mere

Med en baggrund som pædagog, og antropologisk speciale i dansk begravelseskultur samt mit virke som bedekvinde siden 2008, er jeg solidt fagligt funderet, når jeg skal hjælpe med begravelse. Med mine mange års erfaring holder jeg pårørende fast og kærligt i hånden igennem et forløb, hvor en personlig fortælling om livet foldes ud.

Billede af Søren Frost Genet Jürs

Søren Genet Jürs, bedemand

Læs mere

Efter 10 år i servicebranchen blev jeg i 2019 ansat som bedemand hos Unikafsked. Som søn af Naja May har jeg fulgt virksomheden tæt siden 2012 og til tider gået til hånde, så jeg havde på forhånd lidt kendskab til faget. Et møde med mig vil som oftest være ganske uformelt og i øjenhøjde med de pårørende, med god, varm kontakt og et særligt fokus på de spor afdøde har sat i livet.

Billede af Claus Rune-Emanuelsen

Claus Rune-Emanuelsen, bedemand

Læs mere

Jeg har igennem mange år arbejdet i servicebranchen som steward og tjener. Den tætte menneskelige kontakt har jeg altid sat stor pris på. Det betyder meget for mig at løfte en opgave, så pårørende føler sig hørte og trygge. Efter et forløb med hjælp til en begravelse føler jeg glæden ved at have givet et lille stykke af mig selv.

Udtalelser

We are on Instagram
Første gang jeg danser ud fra en bisættelse. Fordi det ikke var en bisættelse, men en livsfejringsfest❤️

Første gang jeg danser ud fra en bisættelse. Fordi det ikke var en bisættelse, men en livsfejringsfest❤️ ...

GOOONG GOOONG sagde det, da brolæggeren og hans makker, iført orange arbejdstøj og hjelme kastede brosten fra fortovet op i den store metalgrab. Det skete på Pile Allé lige overfor Frederiksberg Kirke, hvor vi i forgårs havde en bisættelse i gang, som snart skulle slutte. Jeg måtte løbe over vejen og bede de to herrer om at holde inde med larmen indtil bisættelsen var slut.Brolæggerne smilede og nikkede, men fortsatte arbejdet, nu meget dæmpet. På skift pillede de brosten op, som lige så forsigtigt og lydløst blev lagt ned i grabben.Kort efter blev kisten båret til rustvognen, og alle i følget kom ud af kirken for at se os køre. På vej ud fra kirkens matrikel så jeg nu, at den søde brolægger simpelthen stod der med sin hjelm- så fint og ærbødigt til ære for afdøde, at jeg blev helt rørt. Jeg nåede lige at tage et billede af ham, for jeg synes momentet skulle foreviges, og jeg glædede mig over, at der stadig er nogle, der viser en særlig respekt. Det betyder noget. En hel del, faktisk.Tusind tak, søde brolægger-mand<3Kærligst
Naja

GOOONG GOOONG sagde det, da brolæggeren og hans makker, iført orange arbejdstøj og hjelme kastede brosten fra fortovet op i den store metalgrab. Det skete på Pile Allé lige overfor Frederiksberg Kirke, hvor vi i forgårs havde en bisættelse i gang, som snart skulle slutte. Jeg måtte løbe over vejen og bede de to herrer om at holde inde med larmen indtil bisættelsen var slut.

Brolæggerne smilede og nikkede, men fortsatte arbejdet, nu meget dæmpet. På skift pillede de brosten op, som lige så forsigtigt og lydløst blev lagt ned i grabben.

Kort efter blev kisten båret til rustvognen, og alle i følget kom ud af kirken for at se os køre. På vej ud fra kirkens matrikel så jeg nu, at den søde brolægger simpelthen stod der med sin hjelm- så fint og ærbødigt til ære for afdøde, at jeg blev helt rørt. Jeg nåede lige at tage et billede af ham, for jeg synes momentet skulle foreviges, og jeg glædede mig over, at der stadig er nogle, der viser en særlig respekt. Det betyder noget. En hel del, faktisk.

Tusind tak, søde brolægger-mand<3

Kærligst
Naja
...

Hvis man åbner øjnene, kan man få øje på så meget liv tæt på dødens rum.Som her i den lille gård ind til Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, hvor vi inden en afskedsceremoni i dag fik øje på andemor, der spankulerede rundt med alle sine søde små ællinger i rumpen efter sig.Så bliver man så glad❤️Kærlig hilsen
Naja

Hvis man åbner øjnene, kan man få øje på så meget liv tæt på dødens rum.

Som her i den lille gård ind til Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, hvor vi inden en afskedsceremoni i dag fik øje på andemor, der spankulerede rundt med alle sine søde små ællinger i rumpen efter sig.

Så bliver man så glad❤️

Kærlig hilsen
Naja
...

De tilvalgte og de fravalgteCoronarestriktionerne er en vilkårlig foranstaltning, der på mange måder begrænser os. Det er ikke noget, vi har talt så meget om, men i vores fag ser vi, hvordan det på en helt særlig måde fungerer i praksis.Igen og igen har vi skullet sige til afdødes familie i forbindelse med den samtale vi altid holder forud for en afsked: Der er plads til så og så mange "personligt inviterede" i kirken eller kapellet.Familien må derfor skrive lister over hvem der skal inviteres, og hvem der ikke skal. Pludselig kan det blive personligt på mere end et plan, at få eller ikke få invitation til afsked for et menneske, der på den ene eller anden måde har haft betydning i ens liv.Igennem det seneste års tid har vi mange, mange gange på dagen for afskeden set de mennesker, der står og fryser udenfor. De fravalgte der, helt bogstaveligt, ikke fik en plads i varmen.Det har altså en meget synlig symbolsk betydning at blive valgt til eller fra i forbindelse med at kunne deltage i en afskedMange løser det ved at meddele, at de vil holde en større mindesammenkomst senere, når restriktionerne giver plads til det.Jeg bliver superglad, hvis du vil dele opslaget og dine erfaringer her, særlig hvis du har en anden løsning på dilemmaet, end den, jeg har nævnt.
Det er et dilemma, mange er berørt af, og derfor vil det gøre godt at få "snakket" om det.Kærlige hilsner og god weekend
Naja

De tilvalgte og de fravalgte

Coronarestriktionerne er en vilkårlig foranstaltning, der på mange måder begrænser os. Det er ikke noget, vi har talt så meget om, men i vores fag ser vi, hvordan det på en helt særlig måde fungerer i praksis.

Igen og igen har vi skullet sige til afdødes familie i forbindelse med den samtale vi altid holder forud for en afsked: Der er plads til så og så mange "personligt inviterede" i kirken eller kapellet.

Familien må derfor skrive lister over hvem der skal inviteres, og hvem der ikke skal. Pludselig kan det blive personligt på mere end et plan, at få eller ikke få invitation til afsked for et menneske, der på den ene eller anden måde har haft betydning i ens liv.

Igennem det seneste års tid har vi mange, mange gange på dagen for afskeden set de mennesker, der står og fryser udenfor. De fravalgte der, helt bogstaveligt, ikke fik en plads i varmen.

Det har altså en meget synlig symbolsk betydning at blive valgt til eller fra i forbindelse med at kunne deltage i en afsked

Mange løser det ved at meddele, at de vil holde en større mindesammenkomst senere, når restriktionerne giver plads til det.

Jeg bliver superglad, hvis du vil dele opslaget og dine erfaringer her, særlig hvis du har en anden løsning på dilemmaet, end den, jeg har nævnt.
Det er et dilemma, mange er berørt af, og derfor vil det gøre godt at få "snakket" om det.

Kærlige hilsner og god weekend
Naja
...

I vores fag møder vi uundgåeligt rigtig mange mennesker. Vi henter afdøde på hospice, plejehjem, hospitaler og private hjem. Vi møder pårørende og personale på kapeller og i kirker. Vi henter dødsattester hos Politiet- alt sammen noget, man ikke kan gøre fra en skærm.Derfor er det vores pligt ofte at blive testet for Covid-19- også denne morgen, hvor jeg endnu engang stillede mig i kø i det meget lidt hyggelige telt for at få stukket en vatpind i halsen.Det føles nu alligevel rart at få det gjort, særlig, når vi åbner testresultatet og konstaterer, at vi endnu engang er gået fri, og med god samvittighed, indtil næste test, kan være sammen på afstand, med alle på vores vej.Kærlig hilsen og god weekend
Naja, Søren og Dorthe

I vores fag møder vi uundgåeligt rigtig mange mennesker. Vi henter afdøde på hospice, plejehjem, hospitaler og private hjem. Vi møder pårørende og personale på kapeller og i kirker. Vi henter dødsattester hos Politiet- alt sammen noget, man ikke kan gøre fra en skærm.

Derfor er det vores pligt ofte at blive testet for Covid-19- også denne morgen, hvor jeg endnu engang stillede mig i kø i det meget lidt hyggelige telt for at få stukket en vatpind i halsen.

Det føles nu alligevel rart at få det gjort, særlig, når vi åbner testresultatet og konstaterer, at vi endnu engang er gået fri, og med god samvittighed, indtil næste test, kan være sammen på afstand, med alle på vores vej.

Kærlig hilsen og god weekend
Naja, Søren og Dorthe
...