Skrevne og uskrevne love
I Danmark findes en række både skrevne og uskrevne love, bestemte ritualer, der hjælper både plejepersonale, bedemænd, præster, gravere og pårørende til at agere på bestemte måder, følge bestemte traditioner, når et menneske har trukket vejret for sidste gang. Forklaringen på hvordan det kan være, skal findes i de kristne myter, som har præget vores kultur langt tilbage i historien.
Tro og overtro- fødderne mod øst
Når et menneske skal begraves i et kistegravsted, det, man også kalder ”jordfæstelse”, har det i mange århundreder været almindeligt, at hovedet skal vende mod vest og fødderne mod øst. Ifølge Bibelen siger myten, at den døde på Dommedag, når opstandelsen kommer, vil rejse sig og kigge mod øst, hvor Jesus vil komme igen.
Også mange kirkers altre er bygget, så de vender mod øst. Øst har på den måde en stærk symbolsk betydning- solopgang, nyt liv og håb.
Variationer og praksis
På mange danske kirkegårde følger man stadig den traditionelle øst-vest-retning, men der er også steder, hvor retningen, kisten skal vende, er tilpasset terrænet eller pladsen.
Selvom vi har en tradition for at ”hvile i den rigtige retning” i forhold til opstandelsestroen, er det dog ikke et ubrydeligt krav, men igen- en uskreven lov.
Fødderne først
En uskreven lov er det også, at man, både i ”gamle dage” for mange, mange århundrede siden, og fortsat i dag, skal sikre, at den døde kommer ud fra et rum med fødderne først. Det er en tradition, et ritual, der mere læner sig op af folketroen der parallelt med den kristne tro var med til at præge den måde, datidens mennesker var i verden på. De troede ikke blot på biblens dogmer, men også på Gud, Jesus, Dommedag og Genopstandelse, men også på nisser, hekse, trolde, spøgelser og gengangere.
Det var dengang vi døde hjemme, og selv løste både de rituelle og de praktiske opgaver i forbindelse med et dødsfald. Ligklæderne lå i kommodeskuffen og kisten stod klar i værkstedet. Når den døde skulle bæres fra hjemmet, skulle det ALTID være med fødderne ud først for at være sikker på, at den døde ikke kunne finde tilbage og gå igen. I nogle egne af Danmark gik man ligefrem lange omveje op til kirkegården.
Når vi som bedemand i dag skal hente en afdød, uanset om det er i hjemmet, på plejehjem, hospice eller hospital, bærer vi fortsat den døde i kisten ud med fødderne først. Vores rustvogne og tekniske hjælpemidler i kapeller, på kirkegårde og krematorier fordrer, at kisten vender på den måde.
Ved en kirkelig bisættelse eller begravelse, vil den dødes hoved altid vende mod alteret. Også på den måde vil den døde blive båret ud fra kirken med fødderne først.
Traditionen med at hejse flaget udenfor kirken efter det kristne jordpåkastelsesritual
Når der er bisættelse eller begravelse, flages der på halv stang, fra gudstjenesten begynder, og mens kisten står i kirken eller kapellet. Når flaget står på halv, markerer det sorg og afsked.
Efter jordpåkastelsen (eller efter selve højtideligheden i kirken/kapellet ved bisættelse) hejses flaget op på hel stang igen. At flaget går fra halv til hel symboliserer, at den døde nu er betroet til Guds jord og til evigheden, at sorgen er løftet og ritualet er fuldendt. Det symboliserer også håb- løftet om genopstandelse fra de døde.
Der er forskel på hvornår flaget hejses afhængig af om den døde skal begraves eller bisættes:
Ved begravelse hejses flaget til hel, når jordpåkastelsen er afsluttet på kirkegården.
Ved bisættelse (kremering) sker det, når højtideligheden i kirken eller kapellet er slut, altså dér hvor jordpåkastelsen finder sted.
De ”stinkende rige”
De fleste kender vendingen ”De stinkende rige”, som stadig bruges i dag om meget velhavende mennesker. Når vi ser på vores kirkehistorie, finder vi en meget bogstavelig forklaring:
I 1100-1200 tallet begyndte man at begrave visse af de døde under kirkens gulv, da stenkirkerne blev bygget. Den tradition var dog kun forbeholdt konger, adel og præster, for at være nær kirkens alter som død var en stor ære- jo mere rig, des nærmere Gud. I 1500-1600-tallet blev det også en mulighed for de velhavende borgere i byerne. Men forestil dig hvordan det må have lugtet!! Deraf ordsproget ”De stinkende rige”- det opstod helt bogstaveligt af ”gulvbegravelser” i kirken, forbeholdt de få.
Men fugt, stank og sygdomsrisiko gjorde, at man i den gryende oplysningstid forbød nye begravelser under kirkegulvet. Men skikken varede altså i omkring 600 år- fra de første middelalderkirker til forbuddet i det 18. århundrede. Vi kan fortsat se de gamle gravsten der ligger i kirkegulvet i nogle af de gamle danske kirker.
Her er nogle af de mest kendte:
København
- Roskilde Domkirke – her ligger konger og dronninger siden middelalderen i gravkapeller og under gulvet.
- Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke) – havde tidligere mange gulvbegravelser, men meget blev ødelagt ved englændernes bombardement 1807. Nogle gravsten findes dog bevaret.
- Trinitatis Kirke – kendt for sine mange gravkapeller under gulvet.
- Sankt Petri Kirke – Tyskernes kirke i København; her findes mange epitafier og gravsten i gulvet.
Sjælland og Fyn
- Sorø Klosterkirke – Valdemar Atterdag, Absalon og mange adelige hviler her under gulvet.
- Ringsted Kirke (Skt. Bendts Kirke) – gravplads for middelalderens konger og dronninger.
- Svendborg Vor Frue Kirke – har bevarede gravsten i gulvet.
Jylland
- Ribe Domkirke – her ligger bl.a. Dronning Dagmar, og der er mange epitafier og gulvgrave.
- Aarhus Domkirke – bevarede gravsten i gulvet fra 1500-1600-tallet.
- Viborg Domkirke – tidligere mange gulvbegravelser, nogle markeret endnu.
Mange landsbykirker har også enkelte bevarede gravsten i gulvet – ofte med inskriptioner fra 1600- eller 1700-tallet. Når man træder ind, kan man somme tider stadig læse navnene på lokale præster, herremænd eller sognefogeder, der blev begravet dér.
Hvor skal familien til afdøde sætte sig i kirken eller i kapellet?
Endnu en uskreven lov er, at de, der er nærmest den døde, den nærmeste familie, og siden de nærmeste venner, sidder tættest på kisten. Fjernere slægtninge, kollegaer eller naboer sidder lidt længere væk.
Der findes altså ingen faste regler for, hvilken side familien skal sidde på i kirken eller kapellet. Traditionen har ofte været, at de nærmeste pårørende sidder til højre for kisten, mens venner og øvrige gæster sidder i venstre side. I dag gør man det, som føles naturligt – det vigtigste er, at familien sidder forrest og samlet, så de kan være tættest på den, de tager afsked med.
Hvem bærer kisten, når den skal ud fra kirken eller kapellet?
Endnu en uskreven lov er, at de der slægtsmæssigt eller relationsmæssigt er tættest på den døde er dem, der bærer kisten ud. Den har typisk seks håndtag, så det kræver altså seks personer at bære kisten- tre på hver side.
Den ende af kisten der vender op mod kirkens alter eller, i kapellet, op mod kapellets væg, er den ende, hvor afdødes hoved og overkrop ligger. Det er derfor den ende af kisten, der vejer mest. Det betyder også at det er en god idé at fordele kistebærerne, så de stærkeste går bagerst, når kisten skal bæres ud med fødderne først.
Fra begravelse til bisættelse- at vi kremerer, altså brænder, den døde er en relativt ny skik. Her er forklaringen:
Indtil begyndelsen af det 20. århundrede blev alle de døde kistebegravet på kirkegårdene. Men industrialiseringen og den deraf følgende store tilflytning til byerne i løbet af 1800-tallet gjorde, at det begyndte at knibe med pladsen på bykirkegårdene. Det var usundt, uhygiejnisk og dyrt at have så mange døde begravet på så lidt plads.
Andre storbyer i Europa havde samme problem- og så har vi mennesker det med at finde løsninger!
Krematoriernes opståen:
Ideen om at brænde de døde er gammel – allerede romerne gjorde det – men i kristendommen blev jordbegravelsen normen i mange hundrede år. Først i 1800-tallet begyndte idéen om kremering at dukke op igen, udviklet af læger, ingeniører og intellektuelle, som mente, at det var mere hygiejnisk og moderne. I 1873 viste den italienske ingeniør Ludovico Brunetti det første moderne krematorieanlæg på en udstilling i Wien, og herfra spredte ideen sig i Europa.
I Danmark stiftedes Dansk Ligbrændingsforening i 1881, og efter mange debatter blev loven om ligbrænding vedtaget i 1892. Det første krematorium åbnede i København i 1903 – og i dag vælger langt de fleste danskere at blive kremeret – i storbyer som København, Århus, Odense og .
Kremering var også i tråd med den rationalitet og modernitet der fulgte med oplysningstidens kulturelle og ideologiske strømninger, og en øget opmærksomhed på hygiejne og sundhed. Overtroen fyldte ikke længere så meget i menneskernes bevidsthed- og i øvrigt støttede frimurere og borgerlige kredse idéen om at frigøre sig fra kirkens monopol på rigide begravelsestraditioner.
Kirken var stærkt imod kremering- for hvordan kunne de da garantere løftet om genopstandelse fra de døde på den yderste dag, når den døde krop var brændt til aske?
Arbejderbevægelsen var stærkt for tanken om kremering. Det var et opgør med kirken som autoritet og samtidig en noget mere økonomisk løsning end begravelse. For plads til aske kræver langt mindre plads og er billigere og lettere at vedligeholde.
Den første danske krematorielov blev vedtaget i 1892, og det første krematorium åbnede i 1903 på Østre Kirkegård i København. I dag vælger over 85 % i Danmark at blive kremeret.
Er der forskel på om man bliver kremeret afhængig af hvor man bor i Danmark?
Det korte svar er ja!
I København, Aarhus, Odense og Aalborg ligger kremationsprocenten meget højt, ofte over 90 %.
Grunden er, at det dels er noget billigere at blive kremeret end begravet, det er mindre pladskrævende og det kræver mindre arbejde at vedligeholde et urnegravsted end et kistegravsted. Mange vælger at betale sig fra vedligeholdelsen ved at købe ydelsen på kirkegårdskontoret der administrerer gravstederne.
Alligevel er kistebegravelser i landsogne og mindre byer tendentielt mere udbredte, selvom forskellen langsomt med sikkert udjævnes. Her kan kremationsprocenten ligge omkring 75 %. En forklaring kan findes i stærkere lokale traditioner, familier der har gamle slægtsgrave, og større plads på kirkegårdene, så jordbegravelse stadig er praktisk.
Ovenstående ritualer og traditioner, men også de nye skikke vi ser, afslører, at livet spejles i døden. At kulturelle strømninger før eller siden smitter af på vores måde at leve på- og dø på. Grunden til, at vi i dag gør som vi gør, har rødder i de bibelske myter, men også i vores historie, med referencer til sociale klasser, folketro, oplysningstid, som skabte forandringer, og demografi. Om vi skal kremeres eller begraves vores afhænger til dels af hvor vi bor i landet.
Et paradoks: Selvom vi lever i et moderne demokrati, spiller kirken fortsat en stor rolle
Historisk set var Danmark i århundreder præget af en tredeling mellem konge, stat og kirke. Kongen havde magten, staten byggede administration og militær op, og kirken satte rammerne for tro og liv. Med Grundloven af 1849 ændrede billedet sig: magten blev tredelt i lovgivende, udøvende og dømmende magt.
I dag har kongehuset en ceremoniel rolle, og folkekirken er nævnt i Grundloven, men den egentlige politiske konstruktion hviler på magtens tredeling i et moderne demokrati. Vores politiske konstruktion er tredelt: Sekularisering er bevægelsen væk fra et samfund, hvor religion er altomfattende, til et samfund hvor tro bliver et individuelt anliggende, og hvor det offentlige liv organiseres ud fra verdslige, rationelle og demokratiske værdier.
Selvom vi i dag lever i et moderne og sekulariseret Danmark, er vi stadig dybt forankret i den kristenkirkelige tradition, når vi kigger på vores ritualer og skikke i livet og i døden, også formelt. For det er fortsat folkekirkens sognekontorer, der siden det 16. århundrede har registreret alle fødsler, navngivninger og dødsfald- i dag også for alle de borgere, der ikke er folkekirkelige medlemmer. Før blev oplysningerne skrevet ind i det store kirkebøger. I dag registreres de elektronisk, og er koblet til CPR, hvor de danner grundlag for hele Danmarks personregistrering.
Vores skikke og traditioner både i livet og i døden, er stadig dybt forankret i den kristenkirkelige tradition. Det bliver meget tydeligt, når vi Selv i et moderne og sekulariseret Danmark er det stadig folkekirkens sognekontorer, hvor kordegnene registrerer alle fødsler, navngivninger og dødsfald – også for borgere, der ikke er medlemmer af kirken. Oplysningerne indføres i kirkebogen, som er koblet til CPR, og danner dermed grundlag for hele landets personregistrering.