Tøj til begravelse

Sort eller spraglet- formelt eller mere casual? For nogle kan spørgsmålet være, om det er passende at møde op til begravelse i skrigpink og storblomstret, stiletter eller hawaiiskjorte, eller om det er bedst at ankomme til kirken helt i sort.  

Tro mig- jeg har som bedekvinde efterhånden set de fleste variationer af, hvordan folk har valgt at klæde sig til begravelse. Mine erfaringer har givet mig viden om, at man i virkeligheden skal være utrolig forsigtig med at dømme hvad der er rigtigt eller forkert- for ofte er der en særlig grund til, at følget til begravelsen har valgt at klæde sig på en bestemt måde. Når man kender grunden, giver det alligevel mening! En ting er sikkert: Den måde vi klæder os på, har en signifikant signalværdi.

Før i tiden var valget, når det kom til passende påklædning ved begravelse, noget mere enkelt i ”gamle dage”. Her taler vi mange århundreder tilbage og frem til godt og vel midten af sidste århundrede, for der var farvevalget begrænset til en: Sort.

Den sorte farve, som nogen siger reelt ikke er en farve, repræsenterer i vores vestlige kultur både dengang og i dag sorg, med referencer til nattens og dødens mørke.

Kiste bæres ud af kirken af mænd i sorte jakkesæt som sumboliserer traditioner og ritualer omkring tøjvalg til begravelse

Lidt historie om påklædning ved begravelse:

Emma Gad skrev i sin berømte bog ”Takt og Tone” om beklædning ved begravelse: ”For enhver, der bivåner en begravelse, er det brug at møde sortklædt. Da der altid vil forefalde begravelser i ens slægt eller interessesfære, som man er nødt til at bivåne, bør man til stadighed have en sort dragt hængende til dette brug, herrer i hvert fald et par sorte handsker og en høj hat.”

Iført sørgedragt mente Emma Gad i øvrigt, at visse aktiviteter var ganske upassende, og at: …”sørgedragt ikke egner sig til hverken dans eller ”munter idræt som karrusel, rutsjebane og skøjter”. (Emma Gad, 1918: Takt og Tone)

Sørgemagasiner

Op gennem 1800-tallet blev sørgetøj en hel industri i sig selv. De nye ”Sørgemagasiner” bød på køb af, til lejligheden passende, sorte gevandter som høje, sorte hatte, jakkesæt og kjoler, sorte slør og blonder, sørgebind, ja, alt det, der hørte sig til ved begravelse og i sørgeperioden. Det var fortrinsvis for de mere velhavende, for en sørgegarderobe var dyr. De, der ikke havde råd til det fine, sorte tøj, trak i søndagstøjet til begravelse- og nøjedes eventuelt med et sørgebind på armen.

Sørgemagasiner fandtes i hele Europa indtil sidste halvdel af det 20. århundrede, hvilket vidnede om, at man tog sorg alvorligt. Det var altså en noget mere fysisk måde at vise sin sorg på, at bære sorgen, helt bogstaveligt. Når man gik i sort, var det let for omverdenen at se og forholde sig til, at den sørgende var i sorg.

En lille, sjov finurlighed: Mathias M. Nørgaard skabte i 1944 netop et af disse sørgemagasiner på Strøget, Amagertorv 13, i København. Senere blev butikken overtaget af Jørgen Nørgaard, der lavede den om til damemodeforretning, og endelig blev den til den ikoniske ”Nørgaard på Strøget” ejet af Mads Nørgaard.

Tøj til begravelse: Det nye sort er ikke nødvendigvis sort…!

Når jeg skriver om det tøj vi, historisk set har klædt i os i forbindelse med begravelse, er det fordi det giver en baggrundsforståelse for årsagen til, at vi, i hvert fald når det skal være traditionelt, stadig har en tendens til at klæde os i sort. Alligevel er der sket meget siden det sidste ”Sørgemagasin” drejede nøglen om. For ligesom moden former sig efter de politiske, kulturelle og økonomiske strømninger, så gør begravelseskulturen det samme- strømninger, individualismen og særlige temaer kan sagtens smitte af på vores valg af tøj til begravelse.

Igennem de sidste mange årtier har danskerne i stigende grad valgt at melde sig ud af folkekirken- udviklingen kan ses på Danmarks statistik, Se link i bunden af artiklen.

Der er tale om et nybrud med de traditionelle overgangsritualer, den kristenkirkelig bisættelse eller begravelse tilbyder. Når vi i dag, særlig i storbyerne, i stigende grad siger farvel til vores kære på nye måder, og andre steder, så ændrer formen, fortællingen og indholdet for begravelsen sig også. Mange i følget klæder sig typisk knapt så formelt ved begravelse i kapellet, som de gør ved kirkelige begravelser. Med andre ord, så har påklædning ved begravelse udviklet sig radikalt fra, som den største selvfølgelighed,  at ”gå i sort”, til at være ”i afdødes ånd”.

Anekdote 1: Slips var bundet på hættetrøje med kællingeknude

Min kollega og søn Søren var engang til en bisættelse i et kapel. Yvonne var mor til to voksne sønner, som begge sad i fængsel, men på dagen havde fået udgangstilladelse med følge fra politiet. De har givetvis ikke haft et let liv- men alligevel havde den ene søn taget et slips på i dagens anledning. Vel at mærke udenpå en hættetrøje og bundet med en såkaldt kællingeknude. Det kunne udefra set virke hjælpeløst, endda tragikomisk- men historien rørte os. For vi vidste godt, at det var en slags kærlighedserklæring- det bedste, han formåede at gøre.

Med andre ord, så viser slipsehistorien et eksempel på, at tøj til begravelse, der ude fra set kan virke respektløst, i virkeligheden være et udtryk for den allerstørste respekt i afdødes ånd.

Anekdote 2: Kiste i shiny gold og farvestrålende tøj til afsked- en livsfejringsfest

Skuespilleren Judith Rothenborg, som vi havde æren af at hjælpe med at sige farvel til i efteråret 2023, havde forberedt en livsfejringsfest kort før sin død. Hun inviterede alle nærmeste kvinder i familie og vennekreds til en fest, hvor der blev skålet, talt, danset og alle kvinder kunne vælge et stykke tøj i Judiths garderobe, de skulle bære til hendes begravelse. Judith elskede farver, og i hendes ånd blev afskeden en hyldest til Judith og til livet.

Anekdote 3: Klassisk og traditionelt

Hanne var et menneske, som var bundet til, og holdt af, traditioner. Hun kunne lide en meget enkelt, klassisk stil, holdt af klassisk musik, og gik altid i afdæmpede farver. På hendes kiste var ønsket at den skulle dekoreres med røde roser på bund af grønt. Bisættelsen skulle finde sted fra en kirke. Derfor mødte familie og venner frem i sort, blåt og gråt tøj, enkelt og klassisk som Hanne.

Konklusion:

I gamle dage var tøjvalget til begravelse på forhånd givet. I dag er det blevet meget mere op til den enkelte, og, i virkeligheden af samme grund, mindre enkelt at vælge en påklædning, der er passende.

Der er ikke noget værre end at føle sig ”overdressed” eller ”underdressed” til en særlig begivenhed, specielt til en begravelse. De fleste af os har på et eller andet tidspunkt i vores liv prøvet at møde op til en sammenkomst, og følt os helt forkert klædt på. Den følelse vil overskygge oplevelsen af deltagelsen i selve begravelsen, og kan stjæle evnen til at være rigtig nærværende.

For din egen skyld vil jeg derfor råde dig til at du, når du skal vælge tøj til begravelse, overvejer hvad der vil være passende, og hvad du vil føle dig godt tilpas i, både i forhold til sted, årstid og ikke mindst den relation, du har til den, du skal sige farvel til.

Hvis ikke der i forvejen er en forventning om at have noget bestemt tøj på, eller hvis begravelsen eller bisættelsen er mere kristenkirkelig, klassisk og traditionel, er det en god idé at gå efter det sikre: Tøj, som er ”neutralt”. Eventuelt klassisk sort, hvis du føler mest for det, eller i afdæmpede farver som gråt eller mørkeblåt.

Hvis begravelsen finder sted i et kapel eller et andet sted, og er en såkaldt borgerlig begravelse, vil der sandsynligvis ikke være samme forventning om, at du møder op i klassisk sort tøj. Et par jeans, en kjole, og eventuelt en habitjakke kan være så fint.  

Personligt synes jeg ikke lårkorte kjoler eller nederdele rigtig egner sig til begravelse- men det er selvfølgelig helt op til den enkelte, hvad de selv mener er passende.

Det allervigtigste er, at du føler dig velklædt og godt tilpas.

Søger du inspiration til valg af sange og samler til begravelse vil jeg anbefale vores artikler om 
Salmer til begravelse

Du kan også læse vores artikel om moderne sange til begravelse.

Kilder: https://www.religion.dk/livet-efter-doeden/tid-til-sorg

Emma Gad, 1918: ”Takt og Tone”

https://www.alt.dk/artikler/der-var-engang-en-der-sagde-at-jeg-var-en-rebel-i-laksko/1968618

Danmarks statistk

Egne observationer som bedekvinde ved mere end 2000 begravelser siden 2008

DEL GERNE DETTE INDLÆG